Efterstær

Efterstær er en uklarhed i øjets linsekapsel. Måneder til år efter operation for grå stær kan der udvikles en uklarhed i den gamle linsekapsel bag den kunstige linse. Efterstær vil sløre synet eller give generende lysudstråling.

Hvordan behandles efterstær?
Efterstær fjernes med laser. Inden behandling foretages synsmåling, og øjet dryppes med pupiludvidende dråber. Behandlingen foregår siddende, som ved almindelig øjenundersøgelse. Øjets overflade bedøves med øjendråber, og der påsættes en kontaktlinse på øjet. Kontaktlinsen forhindrer øjenblinkning og giver en forstørrelse for øjenlæge.  Laseren brænder et lille hul i efterstæren. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt med flere behandlinger. Behandlingen gør ikke ondt. Behandlingen er smertefri og varer ca. 5-10 minutter.

Er der forholdsregler efter behandlingen?
Synet vil være sløret op til 4 timer efter laserbehandlingen, pga. de pupiludvidende øjendråber. Undgå derfor selv at køre bil umiddelbart efter behandlingen. Solbriller afhjælper noget af ubehaget. Ellers er der ingen forholdsregler.

Er der komplikationer?
Efter behandlingen kan der opstå lette smerter og øjet kan blive rødt. Man kan være generet af små fluer, der oftest forsvinder igen. Eksisterende fluer kan virke mere generende, da der efter behandlingen vil komme mere lys ind i øjet. I meget sjældne tilfælde ses skade på den kunstige linse, hævelse på den gule plet i nethinden eller nethindeløsning.

Ved uventede gener efter behandlingen
Bedes du kontakte Øjenklinikken. Specielt hvis der tilkommer nye fluer, der ikke selv forsvinder efter få dage.

Efterkontrol
Der tilbydes opfølgende kontrol indenfor 1-2 uger.